Favre siger farvel til NFL for tredje gang

Brett Favre kom ikke på banen, da Minnesota Vikings søndag sluttede sin NFL-sæson af med et 13-20-nederlag til Detroit Lions. og man skal heller ikke regne med at se den 41-årige quarterback i aktion igen.

Favre sagde efter kampen, at hans karriere endegyldigt er slut efter 20 sæsoner i NFL.

Det har han gjort før, men denne gang skulle den være god nok. Risikoen for skader er for stor til, at veteranen vil tage endnu en sæson.

- Der har været en masse snak om skader i hovedet i denne sæson, og det er ikke det værd. Derfor ved jeg, at det er tid til at sige stop. Og det er okay, siger Favre, der netop sad ude i den sidste grundspilskamp på grund af en mindre hjernerystelse.

NFL-legenden har to gange tidligere sagt, at han ville stoppe, uden at det dog kom til at holde stik.

Senest lod han sig alligevel overtale til at fortsætte, da Minnesota Vikings tilbød ham en kontrakt i sommer.

Sæsonen har dog ikke været alt for god for Favre og Vikings, der slutter med blot seks sejre i 16 kampe. Og selv indrømmer quarterbacken også, at hans seneste comeback ikke er forløbet helt som planlagt.

- Året er ikke gået, som vi håbede, men sådan er sporten nu engang, og jeg fortryder ikke, at jeg vendte tilbage. Jeg har haft en god oplevelse her, siger Favre.

Favre havde en af sine bedste sæsoner i 2009, hvor han stod bag 33 touchdowns og førte Vikings til NFC-finalen. I denne sæson er det dog kun blevet til 11 touchdowns, og hans statistikker er de dårligste siden debutsæsonen.

/ritzau/

41-årige Brett Favre hævder, at han endegyldigt har spillet sin sidste NFL-kamp. Han frygter skader.

Offentliggjort Sidst opdateret