Faxe søger hjælp hos Laudrup

Randers FC's træner John 'Faxe' Jensen har søgt hjælp hos sin tidligere kollega i Brøndby og Getafe, Michael Laudrup, for at kulegrave de spillemæssige problemer i SAS Ligaklubben, skriver Ekstra Bladet.

- Vi har talt om mange ting, arbejdsmæssige og private, så det er helt naturligt, at vi også har drøftet Randers' skæve start i Superligaen, siger Michael Laudrup til avisen.

Han peger på, at det nok har kostet kronjyderne, at de har spillet europæiske kampe. Samt at anfører Marc Nygaard har været skadet, og at forsvaret har været ustabilt.

- Jeg tror, at Faxe får vendt skuden, for han er ikke blot en dygtig træner, men er også god til mandskabspleje. Han holder fast i sine idéer. Det er klogt, for man skal tro på sit spilkoncept, også i tider, hvor det måske ikke kører, siger Laudrup.

Randers FC ligger sidst i SAS Ligaen.

/ritzau/

Michael Laudrup og John 'Faxe' Jensen har diskuteret de nuværende spillemæssige problemer i 'Faxes' nuværende klub, Randers FC.

Offentliggjort Sidst opdateret