FC Barcelona begejstrer palæstinensere på "fredstur"
Der bliver kamp om pladserne på sidelinjen, når FC Barcelonas fodboldstjerner skifter de vante træningsrammer ud med Dura-stadionet tæt på den palæstinensiske by Hebron på Vestbredden.
Lørdag skal holdet træne sammen med unge palæstinensere, mens op mod 25.000 mennesker forventes at se på, skriver nyhedsbureauet dpa.
Træningen er et led i Barcelonas såkaldte fredstur-initiativ, hvor klubben afholder to træningssessioner for fred. En i Israel og en på Vestbredden, hvor børn fra både Israel og de palæstinensiske områder deltager.
- Jeg kan slet ikke vente med at se Barcelona-holdet i vores land. Det er en drøm, der går i opfyldelse, siger Jamal Elabed, en 24-årig palæstinenser fra Ramallah, som regner med at være til stede på stadion.
- Jeg ser flittigt alle deres kampe på tv og fejrer det i gaderne, når de vinder, og nu har jeg chancen for at se dem i virkeligheden. Jeg kan slet ikke fatte, at det sker, tilføjer han.
Både Lionel Messi og nyindkøbte Neymar er at finde i truppen, når de lander i Jerusalem lørdag eftermiddag.
Herfra vil de besøge den otte meter høje cementmur, der adskiller Jerusalem og Bethlehem, hvorefter de tager turen til kirken, hvor Jesus blev født.
Sidste stop før træningen er et møde med Palæstinas præsident Mahmoud Abbas.
Søndag tager mandskabet på besøg hos Israels premierminister Benjamin Netanyahu og præsident Shimon Peres. Samme dag træner holdet i Tel-Aviv, hvor man regner med, at omkring 12.000 mennesker vil dukke op for at se idolerne drible.
Barcelona selv kalder på deres hjemmeside initiativet for en "historisk rejse for at styrke båndene mellem lederne af de to befolkningsgrupper og bygge bro for fred."
Formanden for det palæstinensiske fodboldforbund, Jibril Rjoub, beskriver ligeledes besøget som "historisk" og "et vendepunkt i palæstinensisk sportshistorie".
Ud over de mange tusinde fans, der forventes at stimle sammen om boldkongerne, bliver træningen på Dura-stadionet dækket af 350 palæstinensiske journalister, 50 internationale mediefolk og de 60 journalister, som rejser rundt sammen med holdet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned