FC Barcelona bekræfter: Neymar vil forlade os
Neymar var onsdag i Barcelona for at meddele, at han ønsker at forlade den spanske klub. Foto: /ritzau/AP/Manu Fernandez
/ritzau/AP/Manu Fernandez
Den brasilianske fodboldspiller Neymar har officielt meddelt, at han vil forlade FC Barcelona.
Fodboldstjernen Neymar har meddelt sin spanske klub, FC Barcelona, at han vil forlade klubben. Det skriver FC Barcelona på sin hjemmeside.
Klubben gør samtidig opmærksom på, at det koster 222 millioner euro at købe brasilianeren fri fra klubben.
Beløbet svarer til 1,65 milliarder danske kroner og vil indfri Neymars frikøbsklausul.
Alt tyder på, at Neymar skifter til den franske storklub PSG, der det seneste stykke tid har været meldt interesseret i den 25-årige brasilianer.
Neymar var onsdag i Barcelona, hvor han sammen med sin far, som også er Neymars agent, mødtes med klubbens ledelse for at fortælle om beslutningen om at forlade klubben.
Efterfølgende har FC Barcelona henvist til Neymars frikøbsklausul på 222 millioner euro som prisen på spilleren.
Beløbet vil i så fald gøre ham til den dyreste fodboldspiller i historien.
Han vil med længder overgå den hidtidige rekord på 105 millioner euro, som Manchester United sidste sommer gav for midtbanestjernen Paul Pogba.
Præsidenten for den spanske Primera Division, Javier Tebas, har tidligere sagt, at han vil klage over PSG, hvis den franske klub betaler det rekordhøje beløb.
Han mener i så fald ikke, at PSG kan overholde reglerne for Financial Fair Play.
Neymar er fortsat på kontrakt i Barcelona, men har fået tilladelse til ikke at deltage i holdets træninger. Brasilianeren underskrev sidste år en kontrakt frem til 2021 med FC Barcelona.
Neymar kom til Barcelona fra brasilianske Santos i 2013. Han har spillet 186 kampe for Barcelona og scoret 105 mål.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde