FC Barcelona skulle bruge en del tid på at finde rytmen, men da det skete, var holdet stærkt nok til at besejre et ultradefensivt Arsenal-hold 3-1 og gå videre til kvartfinalerne af Champions League.
Det skete efter et højdramatisk opgør på Camp Nou i Barcelona, hvor danske Nicklas Bendtner blev skiftet ind for Arsenal efter 77 minutter. Samlet er Barcelona videre med 4-3.
FC Barcelona havde bolden rigtig meget, men var meget lidt kreative i kampens begyndelse, hvor Arsenal holdt hjemmeholdet fra at skabe chancer.
Arsenal måtte udskifte målmand Wojciech Szczesny med Manuel Almunia allerede efter et kvarter. Szczesny blev skadet i sin ene hånd, da han afværgede et hårdt frispark fra Barcelonas Dani Alves.
Barcelona-spillet var usædvanligt langsomt i den første fjerdedel af kampen, hvor holdet lavede flere fejlafleveringer, end man ofte ser gennem en hel kamp fra holdets side.
Mens publikum på Camp Nou vred sig nervøse i sæderne, greb Lionel Messi dirigentstokken. Argentineren fik med flere gode aktioner skabt usikkerhed hos gæsterne, og efterhånden fik også holdkammeraterne hævet niveauet.
Arsenal var nødsaget til kun at koncentrere sig om defensiven, som for alvor vaklede, da Barcelonas venstre back, Adriano, efter 35 minutter ramte stolpen fra en spids vinkel.
Netop som det så ud til, at Arsenal ville få held til at gennemføre holdets ukarakteristisk defensive taktik, eksploderede kampen i en sekvens, der rummede både vanvid og genialiteter.
Arsenal-anføreren, den skidt spillende Cesc Fabregas, stod for en absurd hælaflevering på egen banehalvdel, og Andrés Iniesta fandt omgående Lionel Messi med en flot stikning.
Verdens bedste fodboldspiller tippede først bolden over Almunia, inden Messi halvflugtede bolden ind i netmaskerne til pauseføring 1-0.
Anden halvleg var blot syv minutter gammel, da Barcelonas vikarierende midterforsvarer Sergio Busquets headede bolden i eget net til en chokerende udligning.
Få minutter senere blev Arsenal-angriberen Robin van Persie sendt fra banen efter sit andet gule kort.
FC Barcelona afgjorde reelt kampen på to gyldne minutter og scoringer af anfører Xavi og Lionel Messi. Sidstnævnte scorede på et straffespark begået mod Pedro.
Arsenal sendte Nicklas Bendtner på banen i et forsøg på at skabe ravage, men det var svært, eftersom hjemmeholdet fortsat havde bolden næsten hele tiden.
Bendtner fik dog en gylden mulighed, men blev tacklet i skudøjeblikket, og trods adskillige chancer til Barcelona sluttede opgøret uden yderligere scoringer.
Arsenal havde ikke et eneste skudforsøg i kampen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned