FC Barcelona udlejer bosnisk flop til Besiktas

FC Barcelonas Miralem Pjanic behøver ikke længere at gruble over den nærmeste fremtid, da bosnieren er blevet udlejet til Besiktas. Foto: Albert Gea/Reuters

Miralem Pjanic skiftede sidste sommer til Barcelona, men det er indtil videre ikke blevet til et gennembrud.

Offentliggjort Sidst opdateret

FC Barcelona har udlejet midtbanespilleren Miralem Pjanic til den tyrkiske fodboldklub Besiktas.

Det bekræfter begge klubber på deres hjemmesider fredag.

Transfervinduet, som lukkede i de fleste europæiske ligaer med udgangen af august, er fortsat åbent i Tyrkiet.

Miralem Pjanic kom til Barcelona sidste sommer fra Juventus, som siden 2016 havde nydt godt af bosnierens kvaliteter.

Samme succes blev det ikke til i Barcelona, som benyttede Pjanic i 30 kampe i sidste sæson - heraf 19 i La Liga.

Den ellers så kreative midtbanespiller blev ikke noteret for en eneste scoring eller assist ifølge hjemmesiden Transfermarkt.

I mange af kampene er 31-årige Pjanic blevet brugt som indskifter fra bænken.

Sidste sommer indgik Pjanic som led i en byttehandel, der sendte den brasilianske midtbanespiller Arthur til Juventus. 25-årige Arthur er i øvrigt heller ikke blevet den store succes i Juventus.

Den bosniske landsholdsspillers lejeaftale med Besiktas løber frem til 30. juni 2022.

Miralem Pjanic har tidligere spillet for de franske klubber Metz og Lyon samt italienske AS Roma.