FC Fredericias superligajagt lider nyt knæk

FC Fredericia har tabt forårets tre første kampe i 1. division. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

FC Fredericia kom bagud efter to minutter og tabte 0-2 hjemme til Hillerød i 1. division.

Offentliggjort Sidst opdateret

FC Fredericia har fået en rædselsfuld start på foråret, og varer den ved, kigger holdet snart ind i at skulle spille sin 25. sæson i træk i 1. division.

Fredag aften led klubben sit tredje nederlag i lige så mange forsøg, da holdet fra fæstningsbyen hjemme på eget græs tabte med 0-2 til Hillerød, der til gengæld spillede sig ind i top-6.

Fredericia overvintrede ellers på andenpladsen med seks point ned til de nærmeste konkurrenter i oprykningsræset, men både Esbjerg og AC Horsens har mulighed for at komme på pointmæssig omgangshøjde, inden weekenden er ovre.

Midtbanespilleren Felix Winther endte som den helt store skurk i fredagens opgør, da han i to tilfælde forærede bolden væk på kanten af eget felt og blev straffet for det.

Winthers klovnerier begyndte efter blot to minutters spil. Her tabte han bolden i en yderst farlig situation, og få sekunder senere havde Monday Etim takket for gaven ved at sende bolden i mål.

Næsten det samme gjorde sig gældende et kvarter før tid, hvor Mathias Veltz takkede for Winthers uopmærksomhed og gjorde det til 2-0.

Imellem Hillerøds to scoringer havde Fredericia en del spil omkring Hillerøds felt, men formåede ikke for alvor at blive farlige i jagten på en udligning.

I den tunge ende af rækken delte B93 og HB Køge i porten fredag aften. Opgøret på Sundby Idrætspark endte 1-1.

Dermed er HB Køge stadig på den forkerte side af nedrykningsstregen med et point op til Vendsyssel og tre point op til fredagens modstander.

/ritzau/