FC København flopper fælt mod Vendsyssels ti mand
Rasmus Falk snød Vendsyssel-forsvaret med sine vævre træk ved scoringen til 1-1, som også blev slutresultatet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
FCK spillede mere end en halvleg i overtal, men fik kun 1-1 mod Vendsyssel i Superligaen.
FC København tabte mandag et stort skridt i mesterskabsduellen med FC Midtjylland, da holdet højst overraskende spillede 1-1 med oprykkerne fra Vendsyssel FF på hjemmebane trods mere end en halvleg i overtal.
Både før og efter at midtbanespilleren Francisco Júnior blev smidt ud for gæsterne efter 43 minutter, var hjemmeholdets spil både for langsomt og uskarpt, og så fejlede målmand Jesse Joronen stort ved Vendsyssels scoring.
FCK er efter dukkerten stadig nummer et i Superligaen, men forspringet til FC Midtjylland er nu skrumpet ind til et enkelt point.
Vendsyssels flotte resultat blev grundlagt i første halvleg, hvor oprykkerholdet overlod initiativet til hjemmeholdet og samtidig satsede på kontraspillet.
Det gav pote to gange. Efter et kvarter fremtvang kantspilleren Lucas Jensen således et straffespark, som forsvarsspilleren Sander Fischer dog tillod sig til at brænde, da han knaldede bolden på overliggeren.
Efter en halv time droppede FCK-keeper Jesse Joronen fælt efter et indlæg fra Lucas Jensen, og så kunne frontløberen Moses Opondo nemt bringe Vendsyssel foran og skabe chokstemning i Telia Parken.
Midtbanespilleren Francisco Júnior gjorde imidlertid udeholdets opgave betydelig sværere, da han fik sit andet gule kort og dermed marchordre efter 43 minutter.
FCK-manager Ståle Solbakken skiftede to mand ud i pausen og spillede med tre deciderede angribere i en anden halvleg, hvor hjemmeholdet kun afbrudt af få pauser nærmest belejrede gæsternes felt.
Trods overtallet skabte FCK forholdsvis få åbne chancer, men efter en time af opgøret tryllede midtbanespilleren Rasmus Falk og lavede for anden uge i træk et drømmemål efter at have afdriblet tre-fire modstandere.
FCK slog en mere end 13 år gammel klubrekord ved at score for 24. superligakamp i træk, men den kan næppe bruges til alverden efter en meget skuffende mandag aften for førerholdet.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned