FC København henter norsk landsholdsback
Birger Meling har spillet 37 kampe for Norge. (Arkivfoto). Foto: Manu Fernandez/Ritzau Scanpix
28-årige Birger Meling har lavet en fireårig kontrakt med det danske mesterhold FC København.
FC København har sikret sig den norske landsholdsspiller Birger Meling på en fireårig aftale.
Det skriver klubben mandag formiddag på sin hjemmeside.
28-årige Meling kommer til fra franske Rennes, som han i sidste sæson var med til at hjælpe til en fjerdeplads i Ligue 1.
Venstrebackens præstationer gav ham en plads på årets hold i Ligue 1 hos sportsavisen L'Equipe.
- Vi har ledt efter en venstre back af høj kvalitet for at øge konkurrencen yderligere på den position.
- Birger har spillet mange kampe kontinuerligt i Ligue 1 de tre seneste sæsoner, og han er fast mand på det norske landshold, så vi får en erfaren spiller, der har bevist sig på meget højt niveau, siger sportsdirektør Peter Christiansen til fck.dk.
Meling står noteret for 37 kampe for det norske A-landshold.
I FCK skal Meling primært konkurrere med offensivt stærke Christian Sørensen om spilletiden. Cheftræner Jacob Neestrup glæder sig over tilgangen.
- Han er en alsidig back, som er stærk defensivt. Han træffer kloge beslutninger, spiller med stor ansvarlighed og er dygtig en mod en. Offensivt kan vi bruge ham på forskellige måder alt efter hvilken type kantspiller, han skal spille sammen med.
- Uanset er han en spiller, der har bevist i Rosenborg, Nîmes, Rennes og på det norske landshold, at han kan deltage aktivt i både opbygnings- og gennembrudsspil, siger Jacob Neestrup til fck.dk.
Meling kan ikke blive registreret til tirsdagens returkamp mod Sparta Prag i Champions League, hvorfor først mulige debut er mod Hvidovre på udebane i Superligaen fredag.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde