FC København lejer svensk legendes søn i Schalke 04
Jordan Larsson er minimum frem til sommer FC København-spiller. (Arkivfoto). Foto: Jürgen Fromme/Ritzau Scanpix
Jordan Larsson skifter til FC København på en lejeaftale med købsoption, bekræfter klubben lørdag.
FC København har lejet den svenske offensivspiller Jordan Larsson i Bundesligaen-klubben Schalke 04 frem til sommer.
Det meddeler FCK lørdag på sin hjemmeside. Her bekræfter klubben også, at aftalen indeholder en købsoption.
- Det handler altid om kvalitet og potentiale i FCK, og Jordan har begge dele. Han har prøvet sig selv af i nogle stærke ligaer, og især i Rusland viste han sin høje kvalitet over en lang og stabil periode, siger sportsdirektør Peter Christiansen til fck.dk.
- Det er en spiller, der har været på radaren i FCK længe, men den rigtige timing og mulighed har ikke været der før nu.
Der er endnu tre uger til forårets først officielle FCK-kamp, men Larsson melder sig selv i form og klar til at bidrage i træningskampene.
- Jeg ser frem til at blive en del af holdet og klubben og vil arbejde hårdt for hurtigt at komme ind i tingene i FCK. Der er stadig en god periode frem mod første kamp i Superligaen, så jeg kan lære spillestilen og holdkammeraterne at kende, siger offensivspilleren.
25-årige Larsson har ikke været nogen stor succes i Schalke, som han har spillet 12 kampe for uden at bidrage med mål eller assist.
Mere succes havde han i russiske Spartak Moskva, som han forlod i sommer til fordel for Schalke. Her lavede han 27 mål i 83 kampe.
På det svenske landshold står han noteret for et mål i syv kampe. Det er en del mindre end sin far, Henrik Larsson, der lavede 37 mål i 106 landskampe og repræsenterede klubber som Feyenoord, Celtic, Barcelona og Manchester United i sin karriere.
Larsson er FC Københavns anden tilgang denne vinter. Tidligere har klubben, der ligger nummer tre i Superligaen, hentet den portugisiske kantspiller Diogo Goncalves i Benfica.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker