FC København moser OB og er millimeter fra mesterskabet
FCK kørte OB over i Parken. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix
Lars Møller/Ritzau Scanpix
FC København kan efter en sikker 4-0-sejr over OB blive danske mestre mandag aften, hvis FCM ikke slår FCN.
FC København er snublende tæt på klubbens 13. mesterskab efter en sikker 4-0-sejr over OB i Superligaens mesterskabsspil søndag aften.
Dame N'Doye scorede to gange i sejren over et afbudsramt OB-hold uden flere normale forsvarsprofiler, mens Robert Skov og Nicolaj Thomsen hver nettede en gang.
FCK mangler dermed kun to point for matematisk at være sikker på mesterskabet, og titlen kan komme i hus allerede mandag aften, hvis FC Midtjylland ikke vinder sin udekamp mod FC Nordsjælland.
Hvis FCM vinder mandag, kan FCK i stedet selv afgøre det, når rivalerne fra Brøndby kommer på besøg i Telia Parken næste søndag.
OB leverede en lovende indledning på søndagens opgør og havde en kæmpe mulighed for at komme foran i første halvleg, men FCK-keeper Jesse Joronon var på plads.
I stedet kom FCK foran efter en halv time, da Robert Skov i en god skudposition uselvisk spillede bolden videre til Dame N'Doye, der kvitterede med en sikker scoring til 1-0 fra noget, der dog lignede en offsideposition.
Skov sørgede med sin 26. ligascoring selv for 2-0 i starten af anden halvleg efter flot FCK-opspil.
Og efter knap en times spil øgede N'Doye til 3-0 med sit 21. ligamål i sæsonen, da han rundede en ellers velspillende OB-keeper Sten Grytebust, som flere gange forhindrede et større nederlag.
I overtiden slog indskiftede Nicolaj Thomsen sejren fast med sit 4-0-mål efter en kontra og et oplæg af den snarlige fodboldpensionist William Kvist.
Søndagens sikre sejr over OB er endnu en streg under FCK's suveræne sæson, der også underbygges af statistikken.
FCK har således nu 79 point efter 32 kampe, og aldrig tidligere i Superligaens historie har et hold samlet så mange point på dette tidspunkt af sæsonen.
For OB var søndagens nederlag omvendt et tabt skridt i kampen om bronzen.
OB indledte mesterskabsspillet på tredjepladsen med et pænt hul ned til forfølgerne, men efter seks kampe i mesterskabsspillet uden sejr indtager holdet fjerdepladsen med fire point op til Esbjerg på tredjepladsen.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde