FC København udlejer ung back til Vendsyssel
Mads Roerslev spiller i den næste halvsæson for Vendsyssel. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Mads Roerslev tørner ud for Vendsyssel i resten af sæsonen, da han er blevet nummer tre i køen i FCK.
Superligaens førerhold, FC København, udlejer den unge højreback Mads Roerslev til Vendsyssel i resten af sæsonen.
Det oplyser FCK på sin hjemmeside.
Klubben pointerer, at man fortsat tror på ham, men at han får svært ved at få spilletid i foråret, da man har hentet Guillermo Varela og i forvejen råder over Peter Ankersen.
- Han er lidt fanget bag Peter Ankersen, der har været utroligt stærk og stabil hele efteråret, og derfor har Mads ikke fået så mange minutter i kamp, som han har brug for med henblik på udvikling, siger træner Ståle Solbakken.
- Med købet af Guillermo Varela er vi nu dækket meget stærkt ind, så snart han er klar, og det giver os muligheden for at give Mads noget erfaring og spilletid på højt niveau i Vendsyssel, hvor vi selvfølgelig vil følge ham tæt.
Den 19-årige Roerslev ser frem til mere spilletid.
- Jeg er stolt over og glad for at spille i FCK, hvor jeg træner med fantastiske spillere, men jeg har brug for at spille nogle flere minutter i kampe på højeste niveau, siger Mads Roerslev.
Oprykkeren Vendsyssel, der overvintrer som nummer 12 i Superligaen, ser stort potentiale i Roerslev.
- Han har særligt offensivt nogle åbenlyse spidskompetencer med en god spilintelligens, teknik og en skarp indlægsfod, som vi glæder os til at få glæde af, siger træner Jens Berthel Askou i en pressemeddelelse.
- Samtidigt er han en ung mand, som tager sit talent særdeles seriøst, hvilket passer rigtigt godt ind i vores kultur i Vendsyssel FF.
I første omgang skal Mads Roerslev med U21-landsholdet til Mexico i starten af januar, hvorfor han først støder til Vendsyssels trup på træningslejren i Tyrkiet 20. januar, oplyser klubben.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde