FC Københavns håb lever trods blackout

FC København var utrolig tæt på at smide håbet om en Champions League-kvalifikation over bord i hjemmekampen mod Bate Borisov fra Hviderusland. Men FCK's angribere var heldigvis skarpe og sørgede for, at det danske mesterhold vandt kampen 3-2 og gik videre med de samme cifre efter et målløst opgør i Hviderusland.

Dermed er FCK klar til den sidste og afgørende kvalifikationsrunde om at komme i gruppespillet i Champions League, og holdet er som minimum sikret deltagelse i Europa Leagues gruppespil.

Men det holdt hårdt, selv om FCK fik en perfekt start på kampen. Dame N'Doye og Cesar Santin, der er FCK's eneste tilbageværende konkurrencedygtige angribere i truppen efter salget af Ailton, viste, at to angribere kan være rigeligt. N'Doye stod for afleveringen i dybden til Santin, der efter 58 sekunder af opgøret sendte bolden i nettet til FCK-føring.

Hjemmeholdet sad i begyndelsen på alt spillet i Parken, og avancementet syntes sikret, da William Kvist midt i første halvleg fra 25 meter sendte bolden i nettet med et hvinende langskud.

Ikke mange havde fantasi til at forestille sig, at sejren skulle komme i fare. Især fordi, Bate Borisov lignede et hold, der ikke var interesseret i at score. Men billedet ændrede sig totalt og dramatisk, da hviderusserne to gange på tre minutter lige inden pausen sparkede på mål. De to første forsøg fra udeholdet, og begge gange gik bolden i nettet, og så lå hviderusserne til at gå samlet videre.

Dame N'Doye reddede dog situationen for FCK, da han efter en times spil scorede sejrsmålet. Hvem FCK skal møde i to altafgørende kampe om at komme i Champions League-gruppespillet afgøres ved lodtrækning på fredag.

/ritzau/

FCK var tæt på at smide sejren væk i Champions League-kvalifikationen mod Bate Borisov, men gik videre med en 3-2 sejr. Nu mangler der kun en runde.

Offentliggjort Sidst opdateret