Det er ikke korrekt, at FC Københavns skadede anfører, Mathias "Zanka" Jørgensen, for cirka syv uger siden var på besøg hos hollandske PSV Eindhoven med henblik på et skifte til vinter.
Det har det hollandske fodboldmagasin Voetbal International kunnet berette, men hovedpersonen afviser, at der er noget rigtigt i historien.
- Det kan jeg sige nej til, det er det altså ikke. Der er ikke noget i det, siger Mathias "Zanka" Jørgensen, som i øjeblikket genoptræner efter en korsbåndsskade.
- Jeg vidste fra i sommer, da det blev gjort klart, at jeg ikke skulle væk herfra, at jeg skulle spille min kontrakt ud. Der har ikke været noget vinterskifte i planerne på noget tidspunkt, det er pure spekulation, slår "Zanka" fast.
Interesse har der dog været fra PSV Eindhoven. Spillerens agent, Darryl Powell, sagde tidligere tirsdag til bold.dk, at det er rigtigt, at PSV i sommer fik et bud på "Zanka" afvist.
Målet er også fortsat, at Mathias "Zanka" Jørgensen til sommer skal skifte til udlandet, når han har kontraktudløb hos FCK.
- Det er planen, at jeg skal videre. Men omvendt kan man aldrig sige noget, og så længe der ikke er skrevet under på noget, så er man nødt til at holde alle døre åbne. Men planen er, at jeg skal videre, siger anføreren.
Mens de øvrige FCK-spillere ved tirsdagens træning forberedte sig på torsdagens Europa League-kamp i Hannover, måtte den skadede anfører nøjes med at cykeltræne i styrketræningslokalet.
Mathias "Zanka" Jørgensen frygter dog ikke for, at den langvarige skade skal svække interessen fra udenlandske klubber.
- En korsbåndsskade er trods alt en skade, som man efterhånden har godt styr på, og som man ved, at man nok skal vende tilbage fra.
- Jeg er helt sikker på, at jeg nok skal finde mit niveau, siger den 21-årige midterforsvarer.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned