FC Midtjylland finder Martinez-erstatning i Serie A

FC Midtjyllands nye midtbaneslider ses her i en Serie A-kamp mod Juventus. Foto: Paola Garbuio/Ritzau Scanpix

FC Midtjylland har købt den portugisiske midtbanespillere Dani Silva fra Hellas Verona i Serie A.

Offentliggjort Sidst opdateret

FC Midtjylland får portugisisk forstærkning i bestræbelserne på at vinde endnu et danmarksmesterskab.

Mandag aften har klubben haft portemonnæen fremme for at købe den centrale midtbanespiller Dani Silva i Serie A-klubben Hellas Verona. Han har fået en aftale til sommeren 2029 i FC Midtjylland. Det skriver mesterklubben på sin hjemmeside.

Han er købt for at erstatte den stærke uruguayaner Emiliano Martínez, som midtjyderne solgte i sidste uge efter to succesfulde år i den danske klub.

Ifølge Bold og Tipsbladet betaler midtjyderne cirka 22 millioner kroner for portugiseren.

Fodbolddirektør Peter Sand er glad for at få en aftale på plads kort før lukketid.

- Dani Silva er en spillende midtbanespiller, som bringer en ny dimension til holdet med sine evner på bolden. Han har et godt blik for spillet, besidder en solid pasningsfod, et højt bundniveau og en forståelse for, hvornår der skal spilles simpelt og med risiko.

- Samtidig har han en stor løbekapacitet, hvilket er vigtigt i forhold til vores presspil, og han leverer høj kvalitet med sin servefod på dødbolde, siger Peter Sand.

Fodbolddirektøren fortæller også, at det er med fuldt overlæg, at klubben ikke har været så aktiv på transfermarkedet som i tidligere vinduer.

/ritzau/