Et straffespark var, hvad der skulle til for at knække FC København og give holdet sæsonens første nederlag efter 19 ubesejrede runder.
Foden bag sparket var FC Midtjyllands Jakob Poulsen, og målet cementerede en glimrende indsats fra midtjyderne, der vandt 2-0.
De og ikke mindst træner Allan Kuhn havde da også noget at bevise i holdets første kamp dette forår.
I vinterpausen røg Ken Ilsø, Brian Priske, Baba Collins og mest bemærkelsesværdigt ikonet Frank Kristensen, da midtjyderne i højere grad vil satse på egne unge talenter.
Anfører Kristian Bak Nielsen har desuden udtalt, at man fremover vil se FCM som et mere spilstyrende hold, og i kampen mod FCK var det tydeligt, at man havde i sinde at udfordre den forsvarende danske mester og leve op til sin anførers lovende ord.
Mikkel Thygesen og Sylvester Igboun lå højt på banen som angrebsduo og havde Rilwan Hassan placeret lige bagved for at støtte op om presset.
Hjemmeholdets offensive spillestil forstyrrede FCK's spil, da mestrene for en sjælden gangs skyld ikke kunne diktere spillet.
De sædvanlige indlæg fra Zdenek Pospech og Oscar Wendt udeblev; Wendt var skadet og erstattet af nytilkomne Pierre Bengtsson, som ikke viste den samme offensive karakter, mens Pospech havde svært ved at bryde igennem i sin side.
En anden vigtig brik i det opbyggende spil - Jesper Grønkjær - var også langt fra vanlig standard i sin rolle som den offensive kreatør.
FC Midtjylland havde dog stadig svært ved at komme frem til de helt store muligheder.
Mikkel Thygesen havde ikke problemer med at komme til indlæg, men præcisionen i dem manglede, og midterforsvaret med Mathias Zanka og Mikael Antonsson stod stabilt nok til at afværge det meste.
Det var først, da FCK kom bagud 0-1, at man kunne se nervøsitet og frustrationen indsnige sig på holdet.
Herefter virkede midtjyderne endnu mere optimistiske i deres spil, mens Ståle Solbakken foretog tre hurtige udskiftninger i håbet om at ændre kampens udfald. Det havde den modsatte effekt, og det var fuldt fortjent, at en af kampens bedste, Mikkel Thygesen, kunne øge til 2-0.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde