FC Midtjylland sælger Anders Dreyer til russisk klub
Anders Dreyer nåede at lave 18 mål i 70 kampe for FC Midtjylland. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Efter halvandet år i FC Midtjylland skifter offensivspilleren Anders Dreyer videre til russiske Rubin Kazan.
Den forsvarende sølvvinder, FC Midtjylland, har solgt en af holdets største profiler til den russiske klub Rubin Kazan.
Lørdag skriver FC Midtjylland på sin hjemmeside, at offensivspilleren Anders Dreyer rykker videre i karrieren.
Sportschef Svend Graversen glæder sig over salget.
- Det er en unik mulighed både for ham og for os, som vi ikke kunne sige nej til. Det giver mening for alle parter at sige ja til det tilbud, og selv om vi kommer til at savne ham i klubben, er vi glade for og stolte over skiftet, siger Graversen til fcm.dk.
Anders Dreyer skiftede til FC Midtjylland fra engelske Brighton i januar 2020 og nåede at bidrage med 18 mål i 70 førsteholdskampe.
- Det føles som endnu kortere end halvandet år. Det hele er gået vanvittigt stærkt. Der har været mange fede ting med mesterskabet i det første halve år efterfulgt af Champions League-eventyret.
- Det er helt klart noget, som jeg vil huske tilbage på som en rigtig god periode i min karriere, siger Anders Dreyer.
FCM melder ikke nærmere om transfersummen. Tidligere lørdag skrev B.T. til gengæld, at klubben modtager godt syv millioner euro eller cirka 55 millioner danske kroner for sin nu tidligere kantspiller.
Dreyer bliver i sin nye klub holdkammerat med landsmanden Oliver Abildgaard, der skiftede fra AaB til Rubin Kazan i foråret 2020.
Rubin Kazan blev i sidste sæson nummer fire i den bedste russiske række, men kiksede kvalifikation til Conference League og spiller dermed ikke europæisk fodbold i efteråret.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde