FC Midtjylland-træner: Nederlaget gør ondt
Nogle nederlag gør mere ondt end andre, og 2-4-nederlaget til FC København var et af de mere smertefulde af slagsen for FC Midtjylland.
FCM-træner Glen Riddersholm var dog rimeligt fattet, efter at midtjyderne havde smidt en 2-0-føring væk.
- Selvfølgelig er vi drønærgerlige over, at vi står med så skuffende et resultat. Der findes jo ikke retfærdighed i fodbold.
- Desværre får vi ikke point på tavlen af, at vi føler, vi havde fortjent bedre, siger Riddersholm.
Han tager dog flere gode ting med fra kampen, hvor gæsterne var dominerende indtil det sidste kvarter, hvor FCK scorede fire mål.
- Vi skal ikke stå og pege fingre ad hinanden. Vi skal i stedet finde nogle svar. Og svarene skal vi hjem og arbejde lidt på.
- I 76 minutter præsterede vi en velgennemført og veldisponeret kamp, hvor spillerne udførte planen. Så fik FCK et rødt kort, og så fik de pludselig et mål, og så ændrede kampen fuldstændig karakter, forklarer Riddersholm.
På små fem minutter fik FCK udlignet til 2-2- med en mand i undertal efter Claudemirs røde kort.
- Vi så ud, som om vi fik tunge ben, og FCK så ud, som om de fik fornyede kræfter, og stadion vågnede op. FCK var både lidt dygtige og heldige med at få nogle ting med sig.
- Og det er et kæmpe antiklimaks at stå her efter en pragtindsats i Parken, hvor vi dominerede i 76 minutter, men alligevel står tomhændede. Det gjorde ondt, fastslår træneren.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker