FC Midtjylland vil være blandt Europas 50 bedste klubber
Claus Steinlein, administrerende direktør i FC Midtjylland, præsenterede sammen med resten af ledelsen klubbens strategi frem mod 2025. (Arkivfoto) Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
FC Midtjylland vil fordoble sin kommercielle omsætning og fylde stadion til alle hjemmekampe inden 2025.
Fodboldklubben FC Midtjylland ligger ifølge Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) aktuelt nummer 113 over Europas bedste fodboldklubber, men målet er at nå op blandt de 50 bedste.
Det fortæller den administrerende direktør, Claus Steinlein, på et pressemøde fredag, hvor klubben også har præsenteret Bestseller-ejeren, Anders Holch Povlsen, som ny storaktionær.
- Hvis FC København kan, så kan vi også, siger Steinlein med henvisning til hovedstadsklubben, der aktuelt indtager en 36.-plads på listen.
For at nå den målsætning skal FC Midtjylland øge sine spillerbudgetter med 25-30 procent i løbet af de næste år, vurderer han.
- Det skal vi, fordi vi er langt bagud ud i forhold til de klubber, som vi skal konkurrere med.
- Siden Matthew Benham (FC Midtjyllands ejer, red.) kom ind for syv år siden, har vi øget vores budgetter med mindst 100 procent, og det er den rejse, som vi skal fortsætte, lyder det.
Claus Steinlein påpeger dog også, at man vil fortsætte med at sætte sin lid til udviklingen af klubbens talentmasse.
Og det er så her, Anders Holch Povlsen kommer ind i billedet igen.
Som led i en kapitaludvidelse har han nemlig købt en ejerandel af klubben på 25 procent for 125 millioner kroner, og det er ikke penge, der ryger direkte i lommen på ejeren Benham.
- Pengene skal blandt andet bruges på helt nye træningsfaciliteter til både Superligaspillerne, men også til vores akademispillere. Det er et krav for at spillerne kan udvikle sig yderligere, mener vi.
- Pengene skal ikke bruges på nye spillerindkøb. Vi forsøger i stedet at investere i fremtiden hele tiden, siger han.
Målet om en top 50-placering er langt fra den eneste målsætning, som er blevet præsenteret fredag.
Klubben vil også fordoble sin kommercielle omsætning, så den lander på 100 millioner kroner om året.
- Og så skal vi have mindst 10.000 fans på stadion til samtlige hjemmekampe, lyder det fra den administrerende direktør.
De skal tiltrækkes ved, at en del af de 125 millioner kroner bliver investeret i en ny fanzone omkring stadion.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker