FC Nordsjælland hjulpet til sejr af AaB-selvmål
FC Nordsjælland udrettede ikke det store selv, men mestrene kunne alligevel rejse hjem fra Aalborg med tre point i Superligaen.
Det lykkedes nemlig FCN at slå AaB med 1-0 i torsdagens opgør på et selvmål af Thomas Augustinussen efter fem minutter.
Kasper Hjulmands FCN-spillere havde det meget svært på AaB's knoldede hjemmebane, og som tilskuer skulle man lede langt efter det fine pasningsspil, der ellers er blevet holdets varemærke.
Det var en soloaktion fra lille Uffe Bech, der førte til 1-0-målet, da han rykkede fri på baglinjen og lagde bolden fladt ind i AaB's målfelt. Her fik Augustinussen uheldigt sendt bolden i eget net til 0-1.
De nordjyske værter overtog styringen, og i lange perioder var det næsten envejstrafik ned mod FCN-målet.
Gæsternes målmand, Jesper Hansen, gjorde sit til at holde AaB's målscore på nul. Små 10 minutter før pausen brændte det for alvor på, da Patrick Kristensen hamrede på mål efter et hjørnespark fra Kasper Kusk.
Kristensens flotte helflugter blev dog lige så flot reddet af Jesper Hansen til et nyt hjørnespark.
20 minutter før slutfløjt trak Kasper Kusk fri og fik afsluttet. Denne gang fik Jesper Hansen i FCN-målet pareret bolden lige ud til Nicklas Helenius, der var tæt på at sende bolden i mål.
Desværre for Helenius og AaB så fik Ivan Runje kastet sig ind i skudforsøget og afværget faren.
AaB fortsatte ufortrødent det vedvarende pres, men må med nederlaget sande, at holdet fortsat er uden sejr i dette forår.
FC Nordsjælland har 48 point på Superligaens andenplads, mens AaB har 35 point på femtepladsen. FC København topper tabellen med 57 point.
Der resterer otte spillerunder af denne sæson i Superligaen.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker