FC Vestsjælland får første point trods komisk selvmål
Thomas Mikkelsen fumlede bolden i eget net, da FC Vestsjælland vendte 0-2 til 2-2.
Tilværelsen i landets næstbedste fodboldrække er begyndt skidt for superliganedrykkerne fra FC Vestsjælland.
Lørdag aften reddede holdet ganske vidst et enkelt point efter at have vendt 0-2 til 2-2 hjemme mod Vejle, men indsatsen fra FC Vestsjælland gav ikke indikationer på en forestående returbillet til Superligaen.
Meget symptomatisk for en sløj FCV-indsats var det målmand Thomas Mikkelsen, som var indblandet i kampens mindeværdige højdepunkt ved Vejles andet mål, der blev scoret 20 minutter inde i anden halvleg.
Et ufarligt indlæg slået af Vejles Martin Svensson fra venstre side lå perfekt til at blive grebet af Thomas Mikkelsen, men på uforklarlig vis fumlede målmanden det ballonbløde indlæg ind i eget mål til 0-2.
I store dele af kampen var Vejle bedst, og jyderne var da også fortjent foran med 1-0 ved pausen efter Anders Kaaghs scoring efter 26 minutter.
Målet blev scoret fra en halvspids vinkel, og heller ikke ved det mål er Thomas Mikkelsen formentlig tilfreds med egen indsats.
Den rumænske forsvarsspiller Jean-Claude Bozga spillede uvant i angrebet for FC Vestsjælland gennem hele kampen, og det gav bonus, da han kastede sig frem efter et indlæg og udlignede efter 82 minutter.
Syv minutter tidligere havde Anders Due reduceret på et straffespark.
I en intens slutfase med flere grimme tacklinger og svinestreger modtog FC Vestsjællands Anders Østli det røde kort.
Vejle står efter to kampe noteret for to point, mens FC Vestsjælland får sit første point efter sidste weekends nederlag til Silkeborg.
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker