FC Vestsjælland sejrer sig nærmere Superligaen
Det er ikke afgjort endnu, men FC Vestsjælland ligner mere og mere en oprykker til Superligaen. Lørdag vandt FC Vestsjælland med 2-1 på udebane over Brønshøj.
Det betyder, at FC Vestsjælland nu har 57 point efter 29 kampe. Det er fem point mere end Vejle Boldklub Kolding, som også ligger til oprykning lige nu på andenpladsen.
Viborg indtager tredjepladsen og møder søndag på hjemmebane Vejle, og vinderen af den kamp kan tage et stort skridt i retning af oprykning til Superligaen.
Vejle og Viborg har begge spillet en kamp færre end FC Vestsjælland. Kun de to bedste hold i 1. division rykker op.
Derfor var det ekstra vigtigt for FC Vestsjælland at lægge afstand til de øvrige tophold i den næstbedste række. Angriberen Nikolaj Hansen bragte FC Vestsjælland foran 1-0 efter 64 minutter.
Blot fem minutter senere fordoblede offensivspilleren Rasmus Festersen føringen til udeholdet.
Den tidligere AaB-angriber Simon Bræmer fik reduceret til 1-2 for Brønshøj et kvarter før tid, men tættere på point kom hvepsene ikke.
I bunden af rækken vandt Skive 3-0 ude over AB. Morten Beck Andersen scorede to af målene i den kamp, mens Emil Farver blev noteret for et selvmål for akademikerne.
Det ser dermed sort ud for AB, som under nedrykningsstregen nu har fire point op til Skive over stregen. Der resterer efter weekendens spillerunde fire kampe.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker