FCK afskriver mesterskab og forventer underskud i 2015

FC København forventer et underskud på mellem minus 15 og minus 25 millioner kroner for regnskabsåret 2015.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det får økonomiske konsekvenser, at FC København efter al sandsynlighed må vinke farvel til ambitionen om at blive dansk mester i denne sæson og derfor ikke har chancen for at kvalificere sig til Champions League.

I torsdagens delårsrapport forventer Parken Sport & Entertainment A/S et resultat før skat på cirka minus 15 til minus 25 millioner kroner for 2015.

Det er en nedjustering i forhold til i årsrapporten for 2014, hvor klubben forventede et resultat før skat på mellem 40 og 50 millioner kroner.

- Det vurderes ikke længere sandsynligt at indfri den sportslige målsætning for FC København om at vinde det danske mesterskab i sæsonen 2014/2015, lyder det i en meddelelse fra selskabet.

Klubben har til gengæld store ambitioner om at tage revanche i de kommende sæsoner.

Den sportslige målsætning er at vinde det danske mesterskab i næste sæson, ligesom det er FC Københavns målsætning at kvalificere sig til Champions League-gruppespillet i to ud af fem år.

- Dette kræver international konkurrencedygtighed i spillertruppen, og Parken Sport & Entertainment har derfor besluttet at øge investeringen i FCK i 2015, lyder det i meddelelsen.

Den øgede investering er en årsag til, at selskabet må nedjustere forventningerne til årsregnskabet.

Hvis FC Midtjylland holder forspringet på 12 point og sikrer sig mesterskabet, er det anden sæson i træk, at FCK misser ambitionen om at vinde DM-guld. I sidste sæson vandt AaB det danske mesterskab.