FCK afviser Champions League-påvirkning
Udefra så det klassisk ud: FCK har en vigtig Champions League-kamp på tirsdag mod Lille og sparede derfor spillere og kræfter mod Brøndby, som derfor kunne hive ét point med hjem fra Parken i lørdagens sene superligakamp efter en udligning kort før tid.
Det var dog ikke tilfældet, mener FCK-målscorer Nicolai Jørgensen. Efter hans 1-0-mål kort inde i anden halvleg virkede FCK'erne ellers til at stille sig tilfredse og gå et gear ned, men det afviser Jørgensen.
- Vi havde kun én ting i hovedet, og det var at vinde over Brøndby. Vi tænkte ikke på, at vi skal spille mod Lille. Derbyet er utroligt stort, så jeg tror ikke, der var én spiller, der havde Lille-kampen i hovedet, siger Nicolai Jørgensen.
Han var dog enig i, at FC København forsømte at gøre arbejdet færdigt mod rivalerne.
- Vi skulle måske have kørt lidt på, men vi var også bange for deres omstillinger, fordi de har Michael Krohn-Dehli og Dennis Rommedahl. Vi blev straffet for at være lidt for passive, siger Nicolai Jørgensen.
Også træner Ariël Jacobs afviser, at hans hold stillede sig tilfreds med 1-0-føringen.
- Jeg er aldrig tilfreds med 1-0. I pausen sagde jeg, at hvis vi kom foran 1-0, ville vi gå efter 2-0 og 3-0, siger Jacobs.
Han havde placeret Bryan Oviedo og Christian Bolaños på bænken, mens keeper Johan Wiland var helt ude af truppen med en lille skade, men det var ikke med Lille-kampen i baghovedet.
-Det handlede kun om tingenes tilstand efter sidste uges kamp. Wiland trænede først fredag, Bolaños trænede kun én gang, og Oviedo havde en hård rejse hjem fra landskamp, siger Jacobs.
Han afviser dog ikke, at Wiland havde spillet, hvis ikke der havde ventet en svær kamp på tirsdag.
- Måske, men han følte sig ikke 100 procent klar, siger Ariël Jacobs.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde