Al for ivrig snak om russiske opkøbere i FC København er en rigtig dårlig idé, mener Parkens to storaktionærer Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen, som kritiserer Lønmodtagernes Dyrtidsfond for åbenmundethed.
- Jeg synes, det er mærkeligt, at den her dialog kører i medierne. Og jeg synes, at det er mærkværdigt, at LD har åbnet denne diskussion. Det har jeg svært ved at se den højere årsag til, siger Erik Skjærbæk.
Formanden for Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), Carsten Koch, fortalte i sidste uge om sit frokostmøde med Arkady Abramovich, søn til Roman Abramovich, som er mest kendt for sit ejerskab af fodboldklubben Chelsea.
Abramovich skulle angiveligt være interesseret i at overtage hele eller store dele af aktierne i selskabet bag FC København.
Men det møde burde aldrig være omtalt i medierne, mener de to hovedaktionærer, som sammen med LD sidder på langt over halvdelen af aktierne i Parken.
- De forretninger, jeg har gjort i mit liv efterhånden, er ikke noget, der foregår offentlige steder til offentlig beskuelse, for så er det jo et signal om "at prøv lige at lægge mærke til" at nu sidder vi lige her og snakker, siger Karl Peter Korsgaard Sørensen.
Bestyrelsesformand i Parken, Hans Munk Nielsen, har imidlertid ingen kommentar til Carsten Kochs udmeldinger.
- LD er vores største aktionær, og det vil være forkert af mig at udtrykke, hvad jeg mener om LD i denne sag, siger han.
De to hovedaktionærer har solgt en del aktier i løbet af den seneste uge.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde