FCK-belgier krydser fingre for gamle venner ved VM
Mens FC Københavns belgiske nyerhvervelse Steve De Ridder netop har taget hul på tiden i sin nye danske klub, sveder en række af hans gamle venner netop nu på den største scene af alle: Fodbold-VM i Brasilien.
27-årige De Ridder har nemlig en fortid på de belgiske ungdomslandshold, så han har et nært kendskab til topnavnene på det hold, der er bygget op om en gylden generation i belgisk fodbold.
- Jeg er årgang 87, så jeg har spillet på hold med folk som Dries Mertens, Marouane Fellaini, Jan Vertonghen og Kevin Mirallas, fortæller Steve De Ridder.
- De har tydeligvis taget et skridt frem siden dengang og spiller i europæiske topklubber. Jeg flyttede selv til England og Southampton, men havde ikke den bedste tid der, siger han.
Selv om han ikke - som kammeraterne fra gamle dage - har formået at tage skridtet op på allerøverste hylde i europæisk fodbold, følger offensivspilleren alligevel VM-kampene med krydsede fingre og svedige håndflader.
- Belgierne er meget entusiastiske omkring landsholdet lige nu, men vi må ikke glemme, at vi måtte slide hårdt for at slå Algeriet i den første kamp.
- Jeg håber, at vi får en god turnering, men jeg tror ikke, at omverdenen skal forvente det helt vilde, for det er stadig et ungt hold, siger Steve De Ridder.
Han har bemærket, at mange anser Belgien for at være en dark horse ved VM, men det er den nye FCK'er ikke helt enig i.
- Det vil være flot, hvis Belgien kommer i 1/8- eller kvartfinalen. Det vil være en præstation efter ikke at have kvalificeret sig til slutrunder i mange år, siger Steve De Ridder.
Belgien, der vandt 2-1 over Algeriet i VM-premieren, skal i aften klokken 18 dansk tid op mod Rusland.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie