Flemming Østergaard er blevet udråbt som den ansvarlige bag det underskud på en kvart milliard kroner, som Parken Sport & Entertainment forventer for 2009. Og bestyrelsesformanden føler, at han har gjort sig fortjent til den hårde kritik, han har fået fra en række økonomer.
- Jeg synes da også, at jeg bliver korsfæstet. Og jeg fortjener de klø, der kommer. Jeg har hårdnakket påstået, at vi ville komme ud med et plus. Det kan jeg ikke løbe fra, at jeg har sagt, siger Flemming Østergaard til B.T.
- Jeg fortjener øretæverne. Men vi har banket en virksomhed op, så hvorfor skulle vi ikke kunne banke den tilbage på plads igen, forklarer Østergaard, der har tilnavnet Don Ø.
Aktieanalytiker og direktør for Aktieugebrevet Morten W. Langer har kaldt Østergaard færdig og useriøs i sin vurdering af finanskrisen. Samtidig mener Langer, at Don Ø i dag blot er en reklamesøjle for Parken.
- Andre må vurdere, om de synes, jeg er en kransekagefigur. Det betragter jeg ikke mig selv som. Jeg betragter mig selv som en vigtig del af denne virksomhed, fastslår Flemming Østergaard.
Som følge af det forventede kriseregnskab, så har Parken Sport & Entertainments hovedaktionærer besluttet, at Flemming Østergaard i fremtiden får en mere normaliseret rolle i bestyrelsen. Samtidig skal Østergaard, der senest stopper som bestyrelsesformand i 2013, gå ned i løn.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned