FCK-boss kalder Ståle-exit gennemtænkt

FCK-formand Flemming Østergaard slår fast, at alle er glade for den løsning, som tirsdag blev landet omkring Ståle Solbakken, der forlader de danske mestre i 2011 for at blive norsk landstræner i 2012.

- Det er en gennemtænkt løsning. Vi ville gerne have beholdt Ståle, men fem år som træner i en klub er også lang tid. Jeg synes, alt er gået op i en højere enhed. Vi er glade for at have Ståle et par år endnu, og så har vi 20 måneder til at finde den rette træner, der skal overtage efter ham, siger Flemming Østergaard, der ikke gider forholde sig til den mulighed, at den perfekte træner skulle dukke op før tid.

- Det er et hypotetisk spørgsmål, som er fuldstændig tåbeligt at svare på, siger han.

Han er ikke det mindste bekymret for, om det skaber uro, at man de næste 20 måneder vil vide, at Solbakken er på vej væk.

- Vi har gennemtænkt den situation alle sammen. Den psyke og stolthed, Ståle har omkring sit job, kombineret med det kendskab, vi har til hinanden, gør, at det overhovedet ikke bliver et problem. Hans stolthed siger, at den skal have endnu en skalle, mener Østergaard.

/ritzau/

Flemming Østergaard havde gerne beholdt Ståle Solbakken i FCK, men minder også om, at fem år som træner i en klub er lang tid.

Offentliggjort Sidst opdateret