I FC København-lejren erkender man blankt, at det bliver utrolig svært at gå videre mod Olympique Marseille i Europa League efter 1-3 i den første kamp i Parken.
Derfor vil træner Ståle Solbakken bruge returkampen som led i forberedelserne til SAS Liga-starten mod AGF den 7. marts.
- Jeg har to ting i hovedet: Det er Marseille først og fremmest, men så er der også SAS Liga-starten inden længe - den kan vi altid have i tankerne, siger Ståle Solbakken.
FCK-træneren overvejer således en opstilling med to deciderede angribere i returkampen, som han samtidig er kendt for at benytte i SAS Ligaen. I den første kamp i Parken startede FCK kun med Dame N'Doye helt på toppen og med Jesper Grønkjær i en position som hængende angriber.
Én af de spillere, som synes sikker i FCK's startopstilling, er William Kvist. Ligesom Solbakken ser han frem mod Marseille-kampen i lyset af opstarten til SAS Ligaen.
- Det bliver enormt svært at tage derned og vinde 3-0, så vi kommer til at bruge den som en rigtig god opstartskamp. Vi får en kamp i meget højt tempo, siger han.
Alligevel tager Kvist sig selv i at drømme om en gentagelse af FC Københavns comeback mod Ajax Amsterdam i Champions League-kvalifikationen i 2006. Her havde københavnerne tabt den første kamp i Parken 1-2, men gik alligevel videre efter 2-0 i på udebane.
- Det kunne være sjovt at komme foran, så ved vi, at alt kan ske som i Ajax, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker