FCK bryder dårlig stime med sikker sejr over tamme Vejle
FC København havde ingen problemer med at sikre sig tre point i hjemmekampen mod bundholdet Vejle. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix
Lars Møller/Ritzau Scanpix
Efter tre superligakampe i streg uden sejr vandt FC København søndag med 3-0 over tamme Vejle i Superligaen.
FC København fik brudt stimen på tre superligakampe i streg uden sejr, da Vejle søndag blev slået med 3-0 i Parken.
Der var aldrig for alvor tvivl om sejren, da hjemmeholdets offensiv kombinerede langt hurtigere, end gæsterne kunne følge med i.
Det blev straffet tre gange og sikrede sejren mod Vejle, der var sporadiske gæster på FCK's halvdel og generelt havde svært ved at få sat deres pasningsspil sammen.
Med sejren er FCK fortsat på andenpladsen med seks point op til FC Midtjylland, mens Vejle er sidst med fem point efter 14 runder.
Efter 16 minutters spil bragte FCK's midtbanespiller Jens Stage sit hold i front, da han blev sendt alene igennem mod mål og sparkede den højt over i det fjerneste hjørne.
12 minutter senere blev føringen fordoblet, da et velkombineret angreb endte med et indlæg til hjemmeholdets offensive midtbanespiller Hákon Haraldsson, der headede FCK til pause med en 2-0-føring.
Den føring kunne have været større, da også højrekanten Kevin Diks og angriber Jonas Wind havde fine muligheder i første halvleg.
I det 56. minut sparkede Jonas Wind tæt forbi Vejles mål, da han forsøgte sig fra kanten af feltet.
Han skulle dog komme på tavlen otte minutter senere, da han stensikkert udnyttede et straffespark, som Kevin Diks havde fremtvunget, da han blev nedlagt af venstreback Lukas Engel.
Otte minutter før tid sendte Kevin Diks en stenhård flugter mod kassen, men målmand Sten Grytebust reddede og sørgede for, at sejren ikke blev større end 3-0.
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker