FCK er færdige i CL efter fransk gyser

Foto: Philippe Huguen /Scanpix

Det bliver heller ikke i denne sæson, at dansk fodbold for første gang får to hold med i Champions League. Det står klart, efter at FC København onsdag aften tabte 0-2 til OSC Lille efter forlænget spilletid i en intens kamp i Frankrig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Brasilianske Tulio de Melo sørgede for den afgørende scoring, da de to hold var halvvejs gennem forlængelsen, og så vandt Lille samlet 2-1 efter de to playoff-kampe.

Dermed er kun mestrene FC Nordsjælland med som dansk repræsentant, når der torsdag aften bliver trukket lod til gruppespillet, og det har de grund til at ærgre sig over i FCK-lejren.

For selv om de mødte et hold af bedre boldspillere, var franskmændene til at tale med, fordi de manglede gennemslagskraft og generelt fik for få målchancer ud af det pæne opspil.

Det var også noget af en dukkert for københavnerne, at Lille bragte sig foran med kun to minutter tilbage af en første halvleg, som FCK på mange måder var sluppet fornuftigt fra.

Ariël Jacobs' tropper virkede afklarede og ikke påvirkede af den mægtige larm i den nye arena i Lille, og selv om hjemmeholdet i perioder pressede hårdt på, var det ikke værre, end at FC København en håndfuld gange spillede sig i gode kontrapositioner.

Cesar Santin blev stukket fri efter fem minutters spil, men afsluttede svagt, og senere fik den ellers aktive brasilianer ikke gjort tingene færdige, når han slap fri.

Andreas Cornelius kom ind kort efter pausen og fik sat noget mere fysik ind i FCK-angrebet, der til gengæld blev mere stationært.

Efter pausen trak hjemmeholdet sig lidt tilbage på banen og håbede på, at danske boldtab ville indbyde til hurtige modstød, men det blev franskmændene ikke farligere af, selv om Lilles rambuk Tulio de Melo var tæt på med et par hovedstød i slutfasen.

Tulio - den tidligere lejesvend i AaB - kan virke temmelig klodset, når spillet foregår ved jorden. Men hans hovedspil har klasse, og det viste han igen efter 105 minutter, da han sørgede for afgørelsen ved flot at heade bolden ind bag Johan Wiland.

Derfor er det Lille, der får sin femte optræden i Champions League, mens det formentlig er en fattig trøst for FC København, at holdet trods alt er kvalificeret til Europa League.

/ritzau/