FCK fyrer assistenttræner efter dødboldproblemer
Nickolai Lund var tidligere en del af trænerstaben i Viborg FF. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Nickolai Lund, der har haft fokus på dødbolde i FC København, er blevet fyret som assistenttræner.
FC København tynder ud i trænerstaben omkring Jacob Neestrup.
Torsdag meddeler superligaklubben på sin hjemmeside, at assistenttræner Nickolai Lund er blevet fyret.
Træneren har været en nær allieret for Neestrup, der selv hentede Lund til København i sommeren 2023, fordi de tidligere havde arbejdet sammen i Viborg FF. Det samarbejde får nu en ende.
- Nickolai har leveret et dedikeret og grundigt stykke arbejde i FC København. Vi har dog vurderet, at der skal skabes en anden konstellation omkring trænerteamet.
- Det betyder, at Nickolai stopper med det samme i FC København, siger sportsdirektør Sune Smith-Nielsen.
Klubben har ikke yderligere kommentarer, oplyser den.
Da Nickolai Lund blev ansat for halvandet år siden, blev det gjort klart, at han skulle have ansvaret for topklubbens dødbolde.
Netop det område har haltet gevaldigt i løbet af efteråret, og det har Jacob Neestrup gentagne gange påpeget.
Det gjorde cheftræneren igen 19. december, da FCK rundede efteråret af med at tabe 0-3 ude til Rapid Wien i Conference League efter at have indkasseret to mål på hjørnespark.
- Hvis du havde taget hjørnespark væk i Superligaen, så havde vi ført den med ti point lige nu. Det er meget simpelt. Det er en ekstremt vigtig spilsituation for FCK lige nu, og det er specielt hjørnespark, hvor vi ikke har scoret, og specielt de defensive, hvor vi er det dårligste hold i Superligaen.
- Vi bliver nødt til at tage det dybt alvorligt, når vi møder ind i januar, og jeg har sagt til spillerne, at hvis det kræver, at vi står derude i minus 25 grader i snevejr, så er det sådan, det skal være, sagde han til fodboldmediet Bold efter nederlaget i Østrig.
FCK indleder forårsforberedelserne fredag.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde