FCK hentede sjælden sejr over FCM: Det var på tide
FCK er tre point foran FC Midtjylland efter søndagens sejr. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
FC København havde aldrig slået FC Midtjylland i Superligaen i Jacob Neestrups trænertid før søndagens sejr.
Søndagens 1-0-sejr over FC Midtjylland var en god nyhed på flere fronter for FC København.
Ud over den åbenlyse - de tre point og den øgede chance for guld i Superligaen - vandt københavnerne over midtjyderne i ligaen for første gang siden 2022.
- Det var på tide, konstaterer midtbanespilleren Thomas Delaney til Viaplay efter sejren.
FCK slog de midtjyske rivaler i pokalturneringen for halvandet år siden, men ellers var det første sejr i det indbyrdes møde i Jacob Neestrups tid som cheftræner.
Kun få spillere har været der hele perioden, og det kan være en fordel, mener Delaney.
- Vi har brokket os meget over at have et helt nyt mandskab, men det gode er, at halvdelen af dem ikke har nogen anelse om den her statistik. Det kan være afgørende til slut, at vi er gode indbyrdes, og det er det, jeg tager med, siger han.
Neestrup, der selv sad ude med karantæne under søndagens opgør, nedtoner betydningen af den negativ stime, FCK gik ind til kampen med.
- Jeg bliver også nødt til at sige, at nogle af de kampe, vi har tabt til Midtjylland, mere har været på noget tilfældighedsniveau, end det har handlet om, at vi er blevet spillet ud af brættet. Så det måtte også komme.
- I dag (søndag, red.) synes jeg, vi er bedst i forhold til at kreere chancer. Ellers er det en fuldstændig lige fodboldkamp, siger Neestrup til TV 2 Sport.
FCK rykkede med sejren tre point fra FCM i toppen af Superligaen. Der resterer fortsat 13 spillerunder.
Såfremt FCM og FCK begge ender i mesterskabsspillet, venter der yderligere to direkte dueller mellem holdene.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker