Det var to klubber, der begge er mærket af kraftig økonomisk modvind, der lørdag tørnede sammen i Gudmehallerne i Jack & Jones Ligaens topbrag mellem FCK og GOG. Holdene syntes dog at have glemt alle sorger og bekymringer for en stund og leverede masser af flot håndbold. Fynboerne formåede dog ikke at tæmme løverne og måtte slutteligt se sig besejret 26-30. Dermed understregede FCK endnu engang, at de er seriøse bejlere til mesterskabstitlen.
De fynske fyre lagde ellers godt ud og kom hurtigt foran. Et stærkt forsvar og hurtigt kontraspil sikrede dem oven i købet en komfortabel pauseføring på 15-12.
Men man skal aldrig afskrive FCK, der gennem hele sæsonen har vist sig uhyggelig stærke. Cirka halvvejs inde i anden halvleg stod de to hold helt lige, og sejren kunne tippe begge veje. Men så bed løverne sig for alvor fast i kampen og bragte sig foran med tre mål. Den føring holdt de fast i og kunne ved slutfløjt forlade banen med en sejr på fire mål 30-26.
Sejren til FCK betyder, at holdet nu rykker op på en foreløbig andenplads med blot et enkelt point op til Bjerringbro-Silkeborg, der med 22 point har lagt sig i spidsen af Jack & Jones Ligaen.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker