FCK indtager Champions League

FC København leverede en nordisk magtdemonstration, da københavnerne onsdag spillede sig i Champions Leagues gruppespil med en sejr på 1-0 over norske Rosenborg.

Sölvi Ottesen scorede det afgørende mål for FCK, der er videre på reglen om udebanemål efter et nederlag på 1-2 i Norge.

Med større præcision burde hjemmeholdet have vundet kampen med seks-syv mål, da træner Ståle Solbakkens spillere især før pausen brændte den ene store chance efter den anden. Foran 1-0 spillede FCK mere kontrolleret efter pausen.

De 31.180 tilskuere i Parken blev budt på en medrivende forestilling, hvor FCK viste, at de er hele Nordens fodboldkonger. Gæsterne var i lange perioder kegler i danskernes kvikke kombinationer, og forvirringen var stor i Rosenborgs defensiv.

Cesar Santin, Dame N'Doye, William Kvist, Jesper Grønkjær og Martin Vingaard havde alle gode muligheder for at sikre en komfortabel sejr, efter at Sölvi Ottesen efter en halv time havde bragt københavnerne foran med 1-0 på et hovedstød.

Det skete efter et langt indkast fra en fænomenalt spillende Claudemir. Gæsterne havde åbenbart ikke forberedt sig på, at brasilianeren kaster indkast, som andre sparker hjørnespark.

Rosenborg forsøgte at indsnævre rummene, når FCK kom stormende fremad banen. Men det var ikke let på en aften, hvor hjemmeholdet bare ville i Champions Leagues gruppespil. Nordmændene også havde deres kontrachancer, og med Rade Prica som en offensiv spilstation fik Rosenborg også et par gode muligheder.

Med undtagelse af de sidste 20 minutter, hvor forsøgte at etablere et pres, så blev det oftest til svage skud fra distancen. Prica var dog selv tæt på ved et par lejligheder, hvor heldet var med FCK. I slutfasen ramte nordmændene endda overliggeren.

Med sejren er FC København nu klar til at møde nogle af Europas storklubber. Om det bliver Manchester United, Barcelona eller andre bliver afgjort ved torsdagens lodtrækning.

Mens der venter FCK-spillerne store oplevelser på højeste niveau, så kan klubber også se frem til indtægter, der nærmer sig 130 millioner kroner.

/ritzau/

Nordens fodboldkonger kommer fra København. Det satte FC København en streg under i 1-0-sejren over Rosenborg, der sender FCK i Champions Leagues gruppespil.

Offentliggjort Sidst opdateret