FCK-keeper misser seks til otte uger med ansigtsskade
Kamil Grabara slog sig i et sammenstød med AaB's Mathias Ross. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
FCK-målmand Kamil Grabara skal opereres i ansigtet og ventes at være ukampdygtig i seks til otte uger.
FC København må undvære sin førstemålmand i en længere periode.
Mandag skriver FCK på sin hjemmeside, at Kamil Grabara skal opereres for de skader i sit ansigt, han søndag pådrog sig i en kamp mod AaB i Superligaen. Derfor forventes polakken at være ude i seks til otte uger.
- Sammenstødet medførte nogle brud i Grabaras ansigt, der kræver et indgreb. Han skal bagefter gennem en periode, hvor han heler efter operationen, inden han kan genoptage træningen, skriver FCK.
Søndagens kamp var kun et par minutter gammel, da Kamil Grabara blev skadet. FCK-keeperen stødte sammen med AaB's Mathias Ross, efter at begge jagtede en lidt tilfældig høj bold i FCK-feltet.
Mens Ross rejste sig og spillede videre, måtte en forslået Grabara forlade banen.
Senere søndag lagde den polske målmand et billede på Instagram fra et besøg på et hospital.
Svenske Kalle Johnsson kom søndag på banen i stedet for Grabara.
FCK vandt 3-1 over AaB, og de forsvarende mestre tog dermed deres første sejr i Superligaen i denne sæson efter et overraskende nederlag til AC Horsens i første runde.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker