Nederlag mod AGF på hjemmebane, nederlag ude mod CFR Cluj i Europa League. Der har været en del svipsere i FC København i begyndelsen af sæsonen, men FCK-lejren føler ikke, at holdet har været inde i en krise.
- Jeg tror ikke, vi synes, at vi er i den krise, medierne skriver om. For at det skal være en krise, skal man også spille elendigt, og det har vi på ingen måde gjort. Mod Brøndby og FC Midtjylland har spillet fungeret fint. Men selvfølgelig er det pointene, som tæller, og det er godt, at vi får sat tre point på tavlen i dag, siger Mathias 'Zanka' Jørgensen, som blev skiftet ind i første halvleg i stedet for en skadet Ulrik Laursen.
Heller ikke cheftræner Ståle Solbakken mener, at FCK har været inde i en krise.
- Vi ser anderledes på det. Vi har spillet fire fornuftige kampe på det seneste. Men det går op og ned i fodbold, og vi er godt med. Vi møder AaB i den næste kamp i SAS Ligaen og kan gå forbi dem med en sejr. Og så har vi en nøglekamp hjemme mod Sparta Prag i Europa League. Vinder vi de kampe, så begynder det at ligne noget, fastslår Ståle Solbakken.
Tomålsskytten Zdenek Pospech er den FCK-spiller med mest anerkendelse af, at spillet ikke har været prangende.
- Det er vigtigt med de tre point. Vi har været lidt nede og ikke spillet godt. Mod Randers var det bedre end tidligere i sæsonen. Men det er kun én kamp, og vi må fortsætte med at høste point i de kommende kampe, siger Pospech.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker