FCK-løvinder vinder pokaltitel med besvær

Det var på papiret ligaens top og bund, der tørnede sammen i lørdagens pokalfinale i kvindehåndbold, men det kunne man imidlertid ikke se.

SK Aarhus - ligaens nummer 10 - kæmpede bravt og gjorde det faktisk meget godt, men endte alligevel med at tabe til ligaens ultimative etter - FCK Håndbold - med 22-23. Det er første gang, at træner Anja Andersen og co. vinder pokaltitlen i Danmark.

Overraskende nok var det outsiderne fra SK Aarhus, der kom bedst fra start - specielt kom playmaker Anna Sophie Okkels godt i gang med nogle flotte mål udefra. Samtidig havde FCK-kvinderne svært ved at få deres angrebsspil til at flyde, hvilket flere gange resulterede i forcerede og vage afslutninger.

Men en indskiftning af FCK's bomstærke bagspiller Carmen Amariei i midten af første halvleg vækkede imidlertid FCK'ernes sult efter sejr, og hurtigt bragte de sig i front. På trods af et godt kæmpende SK Aarhus-mandskab kunne FCK gå til pause foran 13-12.

Anden halvleg lignede på mange måder første. FCK havde tilsyneladende fået en opsang i pausen og leverede det klassespil, som de er kendt for. Men SK Aarhus kæmpede stadig bravt - ikke mindst gjorde landsholdsmålmand Karin Mortensen det godt, og efter et par dumme fejl fra FCK var SK Aarhus kun bagud med et enkelt mål i slutfasen.

I sidste sekund tilkæmpede SK Aarhus sig et straffekast, men opgørets ellers storspillende Anna Sophie Okkels brændte på FCK-keeper Cecilie Leganger, som dermed blev kampens heltinde.

/ritzau/

Foto: BROHUS ANDERS

Det blev kvinderne fra FCK Håndbold, der løb af sted med den danske pokalturnering efter dramatisk finalesejr over økonomisk trængte SK Aarhus.

Offentliggjort Sidst opdateret