FCK møder Club Brugge i Champions League

Fodboldklubben FC København skal møde belgiske Club Brugge i tredje kvalifikationsrunde til Champions League.

Offentliggjort Sidst opdateret

Club Brugge har tre danskere i truppen. Den danske landsholdsspiller Niki Zimling, som deltog ved sommerens EM-slutrunde, har denne sommer fået selskab af Jesper Jørgensen og Jim Larsen.

Hvis FCK vinder opgørene i tredje kvalifikationsrunde samlet, så vil FCK efter alt at dømme være seedet i den afgørende play off-runde om at komme i Champions Leagues gruppespil.

Her kan modstanderne blive et af disse seks hold: Udinese (Italien), Braga (Portugal), Lille (Frankrig), Borussia Mönchengladbach (Tyskland), Spartak Moskva (Rusland) eller Málaga (Spanien).

Kampene i tredje kvalifikationsrunde spilles 31. juli og 1. august med returopgør 7. og 8. august.

/ritzau/