FCK nærmer sig en trænerløsning

FC København er tættere på at finde en ny træner til næste sæson, men FCK-sportsdirektør Carsten V. Jensen vil ikke kommentere på rygterne om, at Malmø-træner Roland Nilsson skulle være på vej til klubben.

Til gengæld vil Carsten V. Jensen gerne fortælle, at løsningen efter Ståle Solbakken er nærmere en afgørelse, men at alt endnu er åbent.

- Vi har en målsætning om at annoncere en efterfølger eller en løsning midt på foråret. Og det er klart, at det nærmer sig, og tingene spidser til. Så på den led kan man sige, at vi er nærmere en løsning, men i og med vi ikke har meldt noget ud, så er alt i princippet åbent, siger Carsten V. Jensen.

FCK afviser dermed ikke muligheden for at forlænge Solbakkens kontrakt yderligere et halvt år, da han først ved årsskiftet skal overtage landstrænerjobbet i Norge. Men udmeldingen ventes først klar "midt på foråret".

- Det er for at sætte et spænd. Det kan være i slutningen af marts, i løbet af april eller begyndelsen af juni, forklarer FCK-sportsdirektøren.

Solbakken afviser heller ikke selv noget, men det tyder på et stop i FCK til sommer som planlagt.

- Som det ser ud nu, så fortsætter jeg ikke i klubben. Der er ingenting, der peger på, at jeg bliver et halvt år mere. Vi prøver at snakke sammen hver dag, men vi forholder os stadig til den kontrakt, der udløber til sommer, siger Solbakken.

Nordmanden understreger, at det ikke er en ekstra pose penge, der eventuelt skulle få ham til at lave om på sin beslutning om at forlade klubben til sommer.

- Det har ingenting med penge at gøre. Jeg føler på en måde også, at det er det rigtige for FC København at finde en ny træner.

- Som udgangspunkt ligger det fast, hvad jeg skal lave, men jeg håber også engang at vende tilbage til dansk fodbold i en eller anden funktion, fastslår Solbakken.

/ritzau/

FCK-sportsdirektør Carsten V. Jensen er tættere på en løsning til sommer, hvor Ståle Solbakken måske stopper.

Offentliggjort Sidst opdateret