FC København er blot to kampe fra en ny tørn i Champions League-gruppespillet.
Det står fast, efter at FCK tirsdag aften i Dublin besejrede irske Shamrock Rovers med 2-0 i returkampen i kvalifikationens tredje runde.
Samlet sejrer FCK, som spillede sig helt frem til 1/8-finalen sidste sæson, med 3-0 efter en 1-0-sejr i København i sidste uge. Imponerede var den samlede gevinst til FCK dog på ingen måde. Rent spillemæssigt har FCK meget at forbedre.
Men nu venter der altså to kampe i playoff-runden, og en samlet sejr giver adgang til selve gruppespillet.
En scoring fra Dame N'Doye kort før pausen og en enkelt fra Christian Bolanos i anden halvleg sikrede FCK sejren i Dublin.
Efter en rolig indledning overtog værterne noget overraskende spillet, og med aggressive tacklinger samt direkte spil med gode indlæg fra kanterne fik Shamrock sat københavnerne under et ret stort pres.
Et tydeligt tegn på, at FCK efter de mange udskiftninger på spiller- og trænerfronten over sommeren fortsat ikke har ramt noget i nærheden af niveauet fra sidste sæson.
FCK'erne havde som i det første opgør svært ved at finde hinanden, og det gav tydeligvis hjemmeholdet en tro på, at 0-1-nederlaget fra kampen i København godt kunne vendes til en samlet sejr.
Shamrock fik efter et kvarters tid i hvert fald sat FCK under et gevaldigt pres. Det var endda tæt på at føre til en irsk føring, men overliggeren reddede FCK. Københavnerne skal hæve niveauet væsentligt, hvis sidste sæsons succes skal gentages.
Men trods den massive spillerafgang kan FCK fortsat glæde sig over at have N'Doye på holdet. Den senegalesiske angriber har i et hav af europæiske kampe vist sit værd for FCK, og han svigtede heller ikke tirsdag aften.
Efter et hjørnespark fra Bolanos kort før pausen stod N'Doye rigtig placeret ved bageste stolpe og fik med en inderside bragt københavnerne foran 1-0 i kampen og 2-0 samlet.
En lidt ufortjent føring måske, for bortset fra 5-10 minutter fik FCK ikke vist megen klasse i første halvleg. Men målet lukkede mere eller mindre opgøret.
Mange ting fungerede dog skidt for FCK. Højresiden med Ragnar Sigurdsson på backpladsen og Thomas Kristensen på midtbanen gav for eksempel ikke FCK meget, og i angrebet var Pape Pate Diouf ganske anonym.
Der er lodtrækning til playoff-runden på fredag.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker