FCK- og Brøndby-aktier dykker oven på nye nederlag
De to hovedstadsklubber i Superligaen, FC København og Brøndby, har begge haft en træg start på fodboldsæsonen 2013/14. Og det bliver straffet af aktiemarkedet mandag.
Parken-aktien falder 3,2 procent til 76,5 kroner på fondsbørsen mandag, hvilket er det laveste niveau siden 26. juni, hvor Superligaen endnu ikke var fløjtet i gang.
I Superligaens tredje spillerunde måtte FC København på hjemmebane i Parken se sig slået 3-1 af Randers FC. Det er tredje nederlag på stribe for sidste sæsons guldvinder - og dermed den dårligste sæsonstart i klubbens 21-årige historie.
Dermed har klubben kun vundet én ud af de seneste 13 kampe, hvis de sidste 10 kampe fra foråret tælles med.
Brøndbys aktie falder samtidig 2,3 procent til 2,95 kroner per aktie.
Siden 18. juli har Brøndbys aktie været på vej nedad, og den tendens blev der tilsyneladende ikke sat en stopper for, da Esbjerg på Brøndby Stadion besejrede vestegnsklubben 2-0.
FC København er efter weekendens ufrugtbare strabadser på grønsværen nu alene i bunden af rækken.
Med et point i tabellen har Brøndby sneget sig over nedrykningsstregen med en bedre målscore end FC Nordsjælland, der sluttede sidste sæson som sølvvindere.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned