FCK overvinder bizart selvmål og får point i Esbjerg
I superligakampen mellem Danmarks to repræsentanter i europæisk fodbold endte det søndag aften med 1-1 mellem Esbjerg og FC København i Superligaen.
Værterne fra Esbjerg kom foran 1-0 i første halvleg takket være et Olof Mellberg-selvmål, mens Rurik Gislason udlignede til slutresultatet efter pausen.
Esbjerg, der i torsdags sikrede sig videre avancement fra Europa Leagues gruppespil, var bedst i første halvleg, mens FCK dominerede mest i kampens sidste 45 minutter.
Inden kampen havde Esbjerg tabt fire superligakampe i træk, og det betød faktisk, at holdet lå under nedrykningsstregen, da opgøret blev fløjtet i gang.
Efter slutfløjtet kunne Esbjerg-spillerne konstatere, at nedrykningspladserne var distanceret - dog kun på grund af en bedre målscore.
Så for Esbjerg var der tale om fremgang, mens FCK næppe er tilfreds med, at der er ni point op til FC Midtjyllands førerhold.
FCK, som i tirsdags vandt 1-0 over Galatasaray i Champions League-gruppespillet, leverede generelt en skidt indsats i første halvleg, selv om de fleste spillere fra sejren over tyrkerne havde fået genvalg i Esbjerg.
Olof Mellberg scorede et bizart selvmål efter lidt over et kvarters spil. Den svenske forsvarsveteran lagde bolden tilbage til sin landsmand Johan Wiland i FCK-målet, og faren var til at overse.
Målmanden kunne have sparket bolden væk, men spillede tilbage til Mellberg, som var i gang med et tilbageløb og tydeligvis ikke havde forventet at få bolden igen. Bolden ramte Mellberg og trillede stille og roligt i mål til stor glæde for hjemmeholdet.
Før og efter 1-0-målet var det Esbjerg, som i første halvleg havde de bedste chancer. Blandt andre Emil Lyng og Hans Henrik Andreasen udfordrede Wiland.
FCK-spillerne var overraskende tamme i første halvleg. Tempoet var for langsomt, og spillerne investerede ikke nok offensivt. FCK-træner Ståle Solbakken tog konsekvensen i pausen.
Ud med den kontrollerende midtbanespiller Claudemir og ind med den mere offensive Youssef Toutouh, der i sidste sæson med succes var lejet ud til netop Esbjerg.
Altid energiske Rurik Gislason udlignede til 1-1 med 20 minutter tilbage at spille i. Islændingens langskud blev rettet lidt af, og Frederik Rønnow kunne intet stille op i Esbjergs mål.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker