Ailton Almeida har efter alt at dømme spillet sin sidste kamp for FC København.
Klubben oplyser således på sin hjemmeside, at man mandag aften er blevet enige med cypriotiske Apoel om transfersummen for brasilianeren.
Det var netop Apoel, der i sidste sæson slog FCK og Ailton i kvalifikationen til Champions League.
Angriberen mangler blot at forhandle sine personlige vilkår på plads samt bestå det obligatoriske lægetjek for at skiftet er en realitet.
- Det har ikke altid været nemt for Ailton at indfri de tårnhøje forventninger, der har været til ham i F.C. København, siger FCK's sportsdirektør, Carsten V. Jensen, til klubbens hjemmeside og fortsætter:
- Men ikke mange fodboldspillere opnår at vinde tre mesterskaber på fire år. Ailton har sin store andel i de mesterskaber, og særligt husker jeg mesterskabet i 2009, hvor Ailton i forårsmånederne havde sin helt egen klasse og tryllebandt alle fodboldelskere i Danmark.
Ailton rejser på den måde ikke med til F.C. Københavns udebanekamp i Champions League-kvalifikationen onsdag mod Bate Borisov fra Hviderusland. I stedet tager han tirsdag til Cypern for at forhandle sine personlige vilkår på plads og gennemgå lægetjekket.
Ailton har spillet 139 kampe og scoret 37 mål for F.C. København siden sin debut i februar 2007.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde