FCK sælger N'Doye til Lokomotiv Moskva

Foto: Henning Bagger /Scanpix

FC København sælger Dame N'Doye til russiske Lokomotiv Moskva. Angriberen skifter med øjeblikkelig virkning. Det meddeler FCK i en pressemeddelelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dermed kan mange måneders spekulationer om den senegalesiske angribers fremtid endelig afsluttes. Han er den københavnske superligaklubs mest målfarlige spiller gennem tiderne.

- Det er lidt af et eventyr, der slutter her. Hentet til København fra udkanten af den græske liga, den første tid blev vanskelig, og der var lang vej til anerkendelsen og hæderen.

- Men det endte med mesterskaber, topscorerpriser og Champions League. Men alting har en ende, og vi vil altid huske "Doye" for en stor indsats i en fantastisk periode i klubbens historie, siger FC Københavns sportsdirektør Carsten V. Jensen i en pressemeddelelse.

Dame N'Doye blev i 2009 hentet til København efter et ophold i den græske klub OFI Kreta, og efter en lidt tung start fik den fysisk stærke forward etableret sig som en stor profil i Superligaen.

Det er således de seneste to sæsoners ligatopscorer, der nu er tabt for dansk fodbold.

I de 104 superligakampe, senegaleseren nåede for den danske hovedstadsklub, scorede han 59 mål, og med sammenlagt 82 mål i 150 kampe overgik han Todi Jónsson som den FC København-spiller, der har lavet flest mål i alle turneringer.

Dame N'Doye har ikke været på banen i den nye sæson, og FC Københavns træner Ariël Jacobs har ikke lagt skjul på, at han syntes, angriberen efter sommerpausen virkede umotiveret og påvirket af forhandlinger med andre klubber.

Han optrådte for sidste gang for FC København i sidste sæsons sidste kamp den 23. maj i Parken mod Silkeborg, hvor han scorede et af målene i københavnernes 2-1-sejr.

/ritzau/