FCK sejrer i pokal-målorgie mod OB
FC København spillede sig onsdag aften blandt de sidste otte hold i pokalturneringen med en 4-3-sejr over superliga-kollegaen OB i Parken.
Et reservespækket FCK-mandskab - der var ni ændringer i startopstillingen i forhold til weekendens superligakamp mod Randers FC - var bagud 0-2 og 2-3, inden klubbens tyske reserveangriber Marvin Pourie scorede det afgørende 4-3-mål midtvejs i anden halvleg.
Københavnernes brasilianske angrebsveteran Cesar Santin scorede to mål i opgøret og blev dermed den mest scorende spiller i FCK's historie.
32-årige Santin, der ifølge eget udsagn er i gang med sin sidste sæson i FCK, er dermed oppe på 83 scoringer for klubben. Det er ét mål mere end klubbens tidligere stjerne - og Santins tidligere angrebsmakker - Dame N'Doye.
Alt så ellers godt ud for OB, som efter 18 minutters spil var foran med 2-0 på scoringer af Jacob Schoop og Martin Spelmann.
Inden pausen havde FCK dog udlignet til 2-2 ved Cesar Santin, som udnyttede en fynsk forsvarsbrøler, og Pierre Bengtsson.
Kort efter pausen bragte Spelmann igen OB foran. FCK-målmand Jakob Busk så ikke alt for godt ud, da han forsøgte at redde skuddet fra Spelmann.
Målfesten fortsatte, og få minutter efter havde Cesar Santin udlignet til 3-3, inden indskiftede Marvin Pourie blev matchvinder. Tyskeren erstattede Fanendo Adi fra anden halvlegs begyndelse.
Tidligere onsdag spillede AaB, FC Nordsjælland og AC Horsens sig også i kvartfinalen.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker