FCK siger også farvel til den anden Højlund-tvilling
Emil Højlund nåede blot tre kampe for FC København. (Arkivfoto). Foto: Neil Hanna/Ritzau Scanpix
Inden for kort tid har både Oscar og Emil Højlund forladt FC København til fordel for tyske klubber.
Rasmus Højlund fik aldrig sit gennembrud i FC København, før han slog igennem på den internationale scene, og heller ikke hans to brødre kommer til at indlede karrieren med en stor tid i københavnerklubben.
Tirsdag skriver FC København på sin hjemmeside, at 19-årige Emil Højlund er blevet solgt til Schalke 04. Han følger dermed sin tvillingbror, Oscar Højlund, til Tyskland, efter at sidstnævnte i sidste uge røg til Eintracht Frankfurt.
Ifølge sportsdirektør Sune Smith-Nielsen havde man gerne beholdt den unge angriber.
- Emil har været i FC København, siden han kom sammen med Oscar som ganske ung, og derfor er det også noget særligt at sende ham videre.
- Vi har naturligvis haft en dialog om mulighederne, og vi havde gerne set, at Emil var fortsat hos os, hvor han kunne bygge videre på sin udvikling, men vi har også stor forståelse for ønsket om at prøve sig selv af i nye omgivelser, siger han til FCK's hjemmeside.
Også FCK-cheftræneren, Jacob Neestrup, ærgrer sig over, at klubben nu har sagt farvel til Højlund-tvilling nummer to.
- Det er rigtig ærgerligt. Men lige som med Oscar så jeg har respekt for, at man ser sig selv have en bedre samlet pakke et andet sted.
- Jeg havde gerne set ham blive i FC København, men det er desværre ikke tilfældet, og så er der ikke andet at gøre end at ønske ham al mulig held og lykke, lød det mandag fra Neestrup over for fremmødte journalister i Parken.
Emil Højlund har blot fået indhop i tre kampe for FC København og har brug for mere tid på banen.
- Nu skal jeg ud at jagte mere spilletid og ud at stå på egne ben, og det glæder jeg mig til, siger Emil Højlund.
Højlund har skrevet under på en fireårig kontrakt med Schalke, som det seneste år har befundet sig i den næstbedste tyske række.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned