FCK skal møde Stuttgart og William Kvist

Foto: Valery Hache/ Scanpix /Scanpix

Det bliver et gensyn med flere tidligere FC København-spillere, når de danske vicemestre skal dyste mod tre modstandere i Europa Leagues gruppespil i efteråret.

Offentliggjort Sidst opdateret

FC København skal møde tyske Stuttgart, rumænske Steaua Bukarest og norske Molde både på hjemme- og udebane. Og det var en ganske fornuftig lodtrækning for FCK.

Mødet med Stuttgart betyder samtidig et gensyn med den tidligere FCK-anfører William Kvist, som er stamspiller i den tyske Bundesliga-klub.

William Kvist skiftede fra FCK til Stuttgart i sommeren 2011 efter en formidabel 2010/11-sæson, hvor FCK vandt det danske mesterskab med et rekordforspring på hele 26 point ned til ligaens nummer to OB.

Stuttgart var på papiret ikke det værste hold for FCK at trække for det øverste og bedste seedningslag. Her kunne FCK også have trukket klubber som Liverpool, Inter og Tottenham.

Steaua Bukarest blev trukket fra det tredje seedningslag, mens Molde blev den sidste modstander fra det nederste seedningslag.

Molde har den udlejede FCK-spiller Pape Pate Diouf på holdet. Kantspilleren, som kom til FCK fra Molde i 2011, blev aldrig den store succes i FCK, som udlejede senegaleseren til Molde i resten af denne sæson.

Det er den tidligere Manchester United-stjerne Ole Gunnar Solskjær, som er træner for Molde. Nordmændene slog tidligere i august den hollandske klub Heerenveen ud i Europa League-kvalifikationen.

FCK var tæt på at nå i Champions League-gruppespillet efter samlet sejr over belgiske Club Brugge, men Lille blev stopklods for et nyt eventyr i den mest prestigefyldte europæiske turnering.

FCK vandt hjemme 1-0 over Lille, men tabte på udebane 0-2 efter forlænget spilletid, og derfor må FCK nu nøjes med seks kampe i Europa League.

De to bedste hold fra hver gruppe går videre til knockout-fasen, der spilles efter jul.

Det er syvende sæson i træk, at FCK deltager i et europæisk gruppespil. To gange er det blevet til deltagelse i Champions League.

/ritzau/