Det kan blive en af de helt store aftener for FC Københavns rutinerede kantspiller Jesper Grønkjær, når han tirsdag aften står over for sin gamle klub Chelsea på hjemmebanen i Parken. Det vurderer fodboldkommentatoren Morten Bruun.
Nøglen til københavnsk succes kan meget vel ligge for Jespers Grønkjærs fødder. Chelseas svage punkt skal nemlig findes i forsvarets højre side, hvor københavnernes 33-årige wing skal stå over for en af London-holdets to portugisere, Paulo Ferreira eller José Bosingwa.
- Chelsea er i særdeleshed sårbare på højrebacken. Især hvis de vælger at bruge Paulo Ferreira, og i lidt mindre grad hvis det bliver Bosingwa, siger Morten Bruun.
Derfor skal Jesper Grønkjær hovedsageligt bevæge sig på FC Københavns venstrekant, mener Morten Bruun.
- Hver gang Grønkjær får en én mod én-situation mod en af de to, så har FCK en rigtig god fordel, siger den tidligere landsholdsspiller.
Morten Bruun, der selv vil være til stede på lægterne, har stor tiltro til, at Jesper Grønkjær stadig har, hvad der skal til på allerhøjeste niveau.
- Jeg tror, at Grønkjær har niveauet. Der er selvfølgelig altid den her lille tvivl om, hvor han står lige nu efter vinterpausen. Men omvendt kan man sige, at han ikke kan være træt af for mange kampe.
- Jeg har en forventning om, at det kan blive en stor aften for Jesper Grønkjær, siger Morten Bruun og peger på en 1-0-sejr til københavnerne som et realistisk og godt udgangspunkt før returkampen i London om 14 dage.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned