FCK slipper med lille bøde efter kaoskamp

Der blev snakket om, at FC København kunne risikere at skulle spille for tomme tribuner efter den kaotiske afvikling af Europa League-kampen mod Hannover 96 den 3. november.

Men så galt gik det ikke for det danske mesterhold, der i stedet er blevet idømt en bøde på 15.000 euro svarende til godt 110.000 kroner.

- FC København tager Uefas afgørelse til efterretning. Vi konstaterer, at der, som vi forventede, ikke var belæg for så omfattende en disciplinærsag mod os, som der i første omgang blev lagt op til.

- Derfor noterer vi os også med tilfredshed, at størrelsen på bøden er i den lave ende i forhold til de mere omfattende sanktionsmuligheder, Uefa har til rådighed, oplyser klubbens direktør, Anders Hørsholt, i en pressemeddelelse.

FC København blev kritiseret for ikke at adskille de to klubbers fans, for ikke at have nok kontrollører til stede samt for ikke at visitere fansene, før de kom ind i Parken.

Der var mødt 10.000 tyske fans op, og de tændte romerlys og lykkedes med at trænge ind på banen.

- Vi har præsenteret Uefa for et grundigt bevismateriale med udtalelser fra blandt andre Politiet og Københavns Brandvæsen, der bakker op om vores beslutninger i forhold til kampafviklingen, siger Anders Hørsholt.

- Vi har efterfølgende inviteret en sikkerhedsrepræsentant fra Uefa til at besøge klubben til vores sidste kamp i Europa League mod Standard Liege for endnu engang at påvise, at sikkerheden i Parken er både prioriteret og af højeste standard, siger han.

Den endelige begrundelse for dommen får klubben først senere.

/ritzau/

FC København får bøde på over 100.000 kroner for den kaotiske afvikling af kampen mod Hannover 96.

Offentliggjort Sidst opdateret